Interview med pædagogstuderende: “Jeg vil ikke længere kunne fortælle de små løgne, der er nødvendige for at forældrene kan have det godt på arbejdet”

Kulturkritisk Forum har stillet pædagogstuderende Kira Dechau 10 spørgsmål om hendes erfaringer fra de danske småbørnsinstitutioner og om hvorfor hun vælger at stå frem omkring det ømtålelige emne.

Kira holder orlov fra sit pædagogstudie, for at gå hjemme med sin datter

Spørgsmål 1

Vil du fortælle lidt om dig selv: Dit navn, din uddannelse og hvilken rolle, du har varetaget i de institutioner, du har arbejdet i. Jeg vil også gerne høre hvor mange forskellige institutioner, du har arbejdet i og i hvor lang tid respektivt.

Mit navn er Kira Dechau, jeg er 27 år gammel, pædagogstuderende på orlov og tidligere pædagogmedhjælper.

Jeg fik mit første job i en vuggestue som 18-årig, og de sidste 9,5 år har jeg skiftevis arbejdet og studeret. Sammenlagt har jeg ca. 5 års arbejde i institution. Det sted jeg var ansat længst, var i en vuggestue hvor jeg arbejdede i 3 år. Det korteste jeg har været ansat, var 3 uger, også i vuggestue. Ellers har jeg været i andre institutioner i korte og længere perioder. Jeg har været i 8 institutioner i alt.

Lige nu er jeg på orlov for at hjemmepasse min datter, efter min barsel sluttede i juni 2019.

Jeg brænder primært for de små børn og er derfor på dagtilbudsspecialiseringen på pædagoguddannelsen. Jeg har arbejdet i både vuggestuer og børnehaver, men først nævnte har haft min særlige interesse.

Det sted jeg var ansat i 3 år, var jeg ansat som medhjælper, men varetog ofte rollen som primærvoksen og varetog generelt ansvar som en pædagog. Dette i forbindelse med ansvar for børnegruppen, forældresamarbejde, planlægning af dagen, indkøringer osv.

Spørgsmål 2

Du har fortalt mig at du, gennem dit arbejde i danske daginstitutioner, har oplevet uhensigtsmæssige situationer. Vil du beskrive disse og dine tanker omkring dem?

Jeg har været i så mange uhensigtsmæssige situationer, at jeg ikke kan huske dem fra hinanden. På et tidspunkt er mange af dem endda blevet hverdag.

Men jeg kan tydeligt huske den første, for det var rent kaos. Jeg var lige fyldt 18 år, og havde min første dag som vikar i en vuggestue.

Samme dag, som episoden fandt sted, havde jeg lige lært at skifte en ble. Efter frokost, da børnene skulle skiftes og gøres klar til at puttes til lur, blev jeg sat til at være på stuen alene, med børn fra to stuer (altså omkring 20-24 børn), imens to andre voksne løb frem og tilbage mellem skifterummet, krybberummet og stuen, hvor jeg befandt mig. Der var børn alle vegne. På et tidspunkt kiggede jeg til min side, og en knap 1-årig baby, er kravlet fra en sofa og op på en af hylderne på en reol.

Denne episode og dag står tydeligst i mine erindringer, fordi alt var galt med dette scenarie, og fordi det var mit møde med daginstitutionsområdet. Jeg var nærmest et barn, alene med så mange små børn. Jo, jeg var både sød, kærlig og flittig. Men jeg var uerfaren og kun lige fyldt 18 år.

Tænk på alle de jobs, som man ikke kan komme i nærheden af uden lange flotte CV’er og videregående uddannelser, og så står jeg der, med Danmarks guld i hænderne, uden at have den mindste erfaring.

Udover den episode, har det senere hen været hverdagskost for mig at være alene med 12-13 børn i vuggestuealderen. I min længere ansættelse skete det stort set dagligt for enten mig selv eller en af mine kollegaer. Vi havde døre mellem stuerne, så hvis den, som var alene, skulle på toilettet eller skifte en ble, måtte en fra den anden stue komme ind og holde øje med ens børn imens. Hvis vi var meget pressede, og begge stuer kun havde én voksen, måtte personen stå i døråbningen, og holde øje med alle børn, hvilket vil sige 20-25 børn under 3 år til en enkelt voksen, i de minutter et bleskift eller toiletbesøg varer. Fuldstændig uhørt og uacceptabelt.

Vi har alt for ofte arbejdet helt uden uddannet personale i huset, og det har været helt normalt, at jeg har været alene, som ung medhjælper, med en ny vikar på 18-20 år. Her har jeg været nødsaget til at sætte dem i samme situation, som jeg selv befandt mig i, da jeg var på deres alder.

Noget jeg har det skidt med at tænke tilbage på, men som jeg har oplevet som nødvendigt i alle vuggestuer, og som vi også så fremvist i dokumentaren (red.: se den her og her), er det at fastspænde de mindste børn, som ikke kan gå endnu, for at give dem tryghed og sikkerhed. Av mit hjerte. Når der ikke er nok lår at sidde på og kærlige arme til at holde en, så bliver alternativet at placere de små i barnevognene og give dem et stykke legetøj eller en sut. Så kan de sidde der og kigge, eller måske smågræde, hvis de er utrygge og kede af det.

Vi havde engang fem børn under 1 år på samme stue. Når vi kun var to voksne til hele børnegruppen, havde vi simpelthen ikke mulighed for at give den omsorg, der var behov for.

Spørgsmål 3

Vil du fortælle om du talte med nogen om dine oplevelser? Her tænker jeg på om du talte med kollegaer, leder, forældre eller lignende, og hvad din oplevelse af håndteringen af situationen i så fald var.

Jeg kan huske at vi i personalegruppen talte om, at vi burde skrive til medierne, om mange af de urimelige forhold vi og børnene oplevede. Men det blev aldrig til noget. Det var nok for skræmmende og utrygt. Dette er over 3 år siden, så meget er heldigvis sket siden dengang, og vi begynder at høre stemmerne bryde frem. Jeg har ikke følt, at det har nyttet at gå til hverken leder eller højere oppe.

Efter jeg havde sagt op et sted, pga. dårlige forhold, delte jeg med en af forældrene hvor skidt jeg syntes det stod til. Men pågældende forælder mente ikke, at det var så slemt, for barnet trivedes jo, var glad for os voksne og var glad om eftermiddagen når det blev hentet. Så vi klarede det jo fint, blev konstateringen.

Spørgsmål 4

Arbejder du stadig indenfor institutionsverdenen? Du må gerne begrunde dit svar.

Nej, jeg har min datter hjemme. Måske i fremtiden, men jeg tvivler. Jeg syntes aldrig det var okay, men jeg forestillede mig ikke, at det kunne være anderledes dengang. Jeg måtte bare arbejde med hvad der var, og give så meget kærlighed og omsorg, jeg kunne finde plads til.

Mit livssyn har ændret sig med tiden, og især efter jeg selv er blevet mor. Hvis jeg ikke kan gøre det godt nok, vil jeg ikke være med til det. Det vil knuse mit hjerte den dag i dag.

Jeg vil ikke længere kunne fortælle de små løgne, der er nødvendige for, at forældrene kan have det godt på arbejdet. Dengang troede jeg ikke det kunne være anderledes, men det kan og bør det.

Spørgsmål 5

Hvilke tanker har du gjort dig om årsagerne til de problematikker, du har oplevet gennem dit arbejde i institutionerne i Danmark?

Alt for få hænder! Det er især det, at der ikke er et krav om en minimumsnormering hele dagen igennem, som kan bliver rigtigt farligt. Og ja, ikke bare dårligt for udvikling og trivsel, men decideret farligt.

Der er andre ting, som giftig kultur og lav faglighed, men det oplever jeg personligt især får lov til at blomstre, når personalet bliver stresset. Der er ikke tid til faglig udveksling, refleksion, sparring og helt almindelig anerkendelse af hinanden som mennesker og kollegaer. Der er til gengæld det helt rette miljø til, at man bliver kort for hovedet og ser sig ondt på hinanden.

Når mennesker er stressede og pressede, er de ikke længere den bedste version af sig selv. Dårlig stemning forpester alt, også børnenes hverdag. De mærker stemningerne og det manglende overskud går selvfølgelig også i høj grad ud over dem. Derudover er børnene for små, når de starter, så længere barsel ville være optimalt. Gerne 1,5 år. De kræver så mange ressourcer, de helt små, at en minimumsnormering på 3:1 dårligt er nok.

Jeg oplever det ikke som forsvarligt at sende babyer og helt små børn afsted. Vi ved, at de i høj grad har behov for den helt tætte og nærværende kontakt, både mentalt og fysisk, og det kan vi ikke give dem. Jeg synes heller ikke det er i orden, at et barn, der hverken kan gå, tale, og måske ikke engang kan kravle endnu, skal overlades til daginstitutionerne.

Spørgsmål 6

Har din erfaring fra institutionsverdenen haft nogen betydning for dine egne valg som forældre? I så fald, hvilke?

Ja, jeg passer min datter selv. Jeg ved, at der findes helt igennem fantastiske pædagoger. Jeg har jo arbejdet med dem. Selv flere af dem, som under dårlige betingelser har ageret uhensigtsmæssigt, ved jeg stadig er gode mennesker og pædagoger. De har bare ikke haft rummet til at leve op til deres eget potentiale og standarder.

Jeg har også været i gode institutioner med gode pædagoger og medhjælpere. Men selv her, har forholdende ikke været tilfredsstillende nok til, at jeg ville sende min egen datter afsted. De gør hvad de kan, men børnene får for lidt voksenkontakt, og især en-til-en kontakt, hvor de er i fokus og bliver set, hørt og anerkendt.

Voksenkontakt er essentielt for en optimal udvikling de første år af livet, så derfor har jeg det bedst med at have min datter hjemme, hvor jeg ved hun får det. Hun har også store behov, og disse ved jeg, at en institution ikke vil have ressourcerne til at imødekomme. Så hun ville skulle rette ind. Og hvad ville det kræve? Ikke noget jeg har lyst til at være med til.

Spørgsmål 7

Hvorfor står du frem med dine erfaringer nu?

Det er egentlig ikke første gang jeg står frem med mine erfaringer. Jeg har delt dem i offentlige forummer tidligere, men det er sjældent blevet samlet op. Jeg synes, vi er mange, der siger det samme, og politikerne siger det også ofte nu. Men der sker ikke så meget.

Spørgsmål 8

Hvad er din holdning til den ‘tavshedskultur’, der angiveligt hersker i de danske daginstitutioner? Kan du genkende det?

Ja. Jeg er en enkelt gang, helt direkte, blevet bed om at lyve.

Der udover hersker der i mange institutioner en diskurs om, at vi hellere må få det hele til at fremstå så pænt som muligt, for forældrenes skyld, fordi der er en frygt for ens egen jobsituation og pga. en loyalitet overfor arbejdspladsen.

Tidligere har jeg heller ikke tænkt så meget på alternativerne. Forældrene skulle jo på arbejde, og vi kunne kun gøre vores absolut bedste, så måske var det bare godt nok? Forældrene skulle i hvert fald ikke bekymre sig mere end højst nødvendigt, så der har også været en beskyttelse af deres følelser.

Meget har ændret sig for mig, og især efter jeg selv er blevet mor. Jeg ved at tavshedskulturen er rigtig slem nogle steder, og næsten ikke eksisterende andre steder. Jeg håber, at vi kan afskaffe den helt og have 100% gennemsigtighed. Det fortjener både forældre, børn og pædagoger.

Spørgsmål 9

Har du gjort dig tanker om hvorvidt din åbenhed kan medføre negative konsekvenser for dig fremover? Du må gerne uddybe dit svar.

Ja, det ved jeg, at den kan.

Nogle ledere vil lave en hurtig googlesøgning og gå en stor bue uden om mig. Andre vil synes, jeg er fantastisk for min åbenhed og passion.

Men jeg skal ikke arbejde i flere institutioner, som jeg ikke synes er gode nok. Så derfor tør jeg godt stå frem med mine fortællinger. Måske skal jeg slet ikke arbejde i institution igen.

Spørgsmål 10

Er det noget, du gerne vil tilføje?

Ret til orlov uden fyring eller udsmidning af uddannelse. Ret til deltid. Tilskud til hjemmepasning. Længere barsel.. Lad os nu løse det her!

Vil du vide mere?

Fik du læst interviewet med pædagogisk medarbejder Catja Jessen, der også står frem og fortæller om tavshedskulturen i de danske småbørnsinstitutioner? Læs det her

Vil du vide mere om tavshedskulturen i de danske daginstitutioner? Følg Kulturkritisk Forum på SoMe under @kulturkritiskforum